Eksil (Afrika, Book 1)
Jakob Ejersbo
Language:
Pages: 199
ISBN: 8702063948
Format: PDF / Kindle (mobi) / ePub
NOTE: In Danish. This is my first upload, and I'm testing the waters. Let me know if you like it.
Femtenårige Samantha gør alt det forkerte, først og fremmest fordi hun ikke vil gøre det rigtige, alt det, der forventes af hende.
Hun synes ikke, hun passer ind nogen steder. Hun er engelsk og hvid udenpå, men taler swahili og har boet i Tanzania, siden hun var tre.
Hun er ved at blive voksen, hun har en voldsom appetit på livet, hun har akut brug for holdepunkter i tilværelsen, ikke mindst for, at nogen holder af hende; men skolen keder hende, forældrene og lærerne er umulige, hendes jævnaldrende venner nogle tøser og drengerøve.
Hun kan ikke styre sig, hun lægger sig ud med alle. Hun bringer sig selv i fare og i umulige situationer, alkohol og stoffer fylder mere og mere i hendes liv, hun bliver sin egen værste fjende.
Det kan ikke blive ved med at gå.
Politikens anmeldelse: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE681767/jakob-ejersbo-har-efterladt-et-storvaerk/
Party-Voter Linkage in Africa: Ghana and Senegal in Comparative Perspective
UNESCO General History of Africa, Volume 4: Africa from the Twelfth to the Sixteenth Century
The Old Way: A Story of the First People
at være hos nogen – jeg vil se Alison. Men der er stadigvæk flere uger til halvsemester, og jeg kan simpelthen ikke holde ud at være på skolen. Jeg stjæler et par af Truddis Levi’s-jeans og sælger dem til en taxichauffør nede i byen og tager på weekend alene på Hotel Tanzanite – mor har heldigvis givet mig en skriftlig tilladelse til, at jeg kan forlade skolen i weekenderne. Angela er ikke hjemme på Arusha Game Sanctuary, men hos nogle tyskere i Lushoto, så … jeg er helt alene. Da turisterne er
Emerson er ved at rulle en spliff. „Kommer der ikke nogen kællinger?“ spørger Svein. „Sam er her sgu da,“ siger Emerson. „Luk røven,“ siger jeg. Panos har tømt den første øl og er i gang med nummer to. Han er ligeglad med kællinger – han vil bare være fuld. „Skal vi gå på Saba-Saba?“ spørger Rune. „Jeg er ligeglad,“ siger Panos. „Selvfølgelig skal vi det,“ siger Svein. Vi drikker lidt mere og går derop. Saba-Saba er swahili for 77. Det er et stort konferencehotel bygget til mødet i Gruppen
Mine halvsøskende rådner i jorden. Min far har kun beholdt de hvide børn. Alligevel er det rart, at han trøster mig. Han vil hjælpe lissom han skal. Måske kan jeg klare den. „Men i England,“ siger jeg. Min mor. „Nej,“ siger han. „Ikke England. Jeg kender en læge her. Det er ikke noget problem. Han er meget dygtig – uddannet i England.“ Shakilas far – jeg ved det er ham. Hvem skulle det ellers være? „Men … jeg kan jo også få det,“ siger jeg. „Få hvad?“ spørger far. „Barnet.“ Han aer mit hår.
dig til politiet, men du er ude herfra lige nu.“ „Okay. Jeg går op og pakker,“ siger jeg. „Nej,“ siger Owen. „Vi har pakket dine ting. De er bag i min bil. Jeg kører dig til busstationen om et par timer.“ „Hvad skal jeg så nu?“ spørger jeg. „Du skal med mig hjem og spise,“ siger han. Jeg går bag Owen op til hans hus. Han plejer at spise i spisesalen, men han har fået mad bragt til huset ovre fra skolekøkkenet. Hans kone og børn er der ikke – de er nok ovre i spisesalen. Vi sidder over for
Yachtklubben. „Hvorfor vil du ikke med?“ spørger Alison. „Nej, jeg har bare ikke lyst i dag.“ De kører. Jeg går hen til barskabet og tager ginflasken. Sådan. Og cigaretter. Sætter mig ud på verandaen. Lort. En Land Rover sænker hastigheden på vejen ovre på den modsatte side af huset. Far? Den dytter. Juma råber: „Shikamoo Mzee.“ Ja, det er far. Jeg rejser mig, går ud i køkkenet og begynder at komme isterninger i en kande, så han kan få noget vand. Jeg gider ikke at skændes. Døren går.